+45 98 28 31 11
Åbningstider

Sommerhus ved Hals og Bisnap Strand

Den gamle fiskerby Hals er en hyggelig ferieby på Nordjyllands Østkyst, der ligger ved Limfjordens udmunding i Kattegat. Her finder du dejlige, børnevenlige strande med klitter og lavt vand med små øer og laguner. Du kan nyde ægte, afslappet feriestemning i lystbådehavnen og i de idylliske gader med butikker og spisesteder.

Indkøb, shopping og spisesteder i Hals

I Hals er der særdeles gode indkøbsmuligheder, når du skal handle ind i ferien i sommerhus. Forskellige supermarkeder ligger centralt i Hals og de har åbnet alle ugens dage hele året rundt. Her finder du et bredt udvalg af dagligvarer, så du ikke kommer til at mangle noget i sommerhuset.

Familie på bymarked i Hals

Hals byder også på mange hyggelige butikker, hvor du kan shoppe i ferien, fx skobutik, sportstøjsbutik, brugskunst og butikker med tøj til både kvinder og mænd. Har du brug for et større udvalg af butikker, så ligger Hals kun 30 minutters kørsel fra Aalborg.

Der er mange forskellige typer af spisesteder i Hals og der er derfor noget for enhver smag og pengepung. Flere restauranter tilbyder gode, gedigne og veltilberedte danske retter og på Torvekroen finder du ægte dansk krostemning med klassiske kroretter. Har du lyst til pizza, en stor burger eller grillkylling, er der også mulighed for det, når du er på ferie i sommerhus ved Hals og Bisnap Strand. På Restaurant Strandvejen kan du starte med en omgang bowling inden maden indtages i restauranten eller tages med hjem i sommerhuset som Take Away. På de lune sommeraftner vælger mange at spise på havnen i Hals. Her kan du sidde ude og nyde den afslappede feriestemning.

Oplevelser og seværdigheder i Hals

Hals summer af liv om sommeren, og der er mange aktiviteter og arrangementer i byen. Hver onsdag i sommerhalvåret afholdes der torvemarked i Hals. Så er byen på den anden ende. Hele Midtergade er afspærret og fyldt op med markedsboder med lopper, brugskunst og lokal råvarer.

I juli kan du opleve Skansespillet, en underholdende friluftsteaterforstilling på Skansen i Hals, der udføres af entusiastiske amatørskuespillere og som absolut er et besøg værd.

Skansen er også omdrejningspunkt for den årlige byfest i Hals, Skansefesten, hvor publikum bl.a. kan opleve kræmmerboder, tivolipark, børneunderholdning, revy, musik og god mad.

Hals Skanse - Limfjordens vogter

Igennem mange hundrede år har det været vigtig kunne overvåge og kontrollere, hvem der sejlede ind i Limfjorden fra Kattegat. Stedet, hvor Hals er placeret, er perfekt til dette formål. Der lå allerede rester af en tidligere befæstning, da den nuværende Hals Skanse blev opført i 1653-54. Den daværende kong Christian 4. ønskede at styrke Danmarks position som en militær magt i Europa og forhindre fjndtlige skibe i at trænge ind i fjorden. Den imponerende befæstning havde volde, der var 5 meter høje, og en 10 meter bred voldgrav.

Tilbage af dette enestående militæranlæg er jordvoldene, voldgraven, to bygninger og tre kanoner, samt flere kanonkugler.

Hals MuseumKanon på Hals Skanse

Inde på Hals Skanse ligger Hals Museum, hvor du kan lære mere om konstruktionen af Hals Skanse og befæstningens historie i krigs- og fredstid. Skansen har både været brugt til karantænestation, kommunekontor og privatbolig for den tyske øverstkommanderende på egnen under 2. verdenskrig. Du kan også få historien om Hals bys opkomst og udvikling, og hvordan Hals har spillet en vigtig rolle i beskyttelsen af Limfjorden.

Bunkers ved Hals

Under 2. Verden blev Hals Skanse vigtig for tyskerne, som overvågningspunkt for indsejlingen af fartøjer i Limfjorden, derfor lod de tre bunkeranlæg opføre. Det er stadig muligt at besøge dele af disse bunkers. På Nordmanshage er der adgang til den vestlige bunker, som tilsyneladende har stået uberørt hen siden 2. Verdenskrig. Vejen til bunkeren er ikke helt nem og det anbefales at medbringe en lommelygte.

Hals Cykelmuseum

Oplev et interessant tilbageblik på cyklens historie på Hals Cykelmuseum, hvor du også kan se en imponerende samling af mange flotte cykler. Alle cyklerne har hver deres historie og det er en nostalgisk rundtur, der viser dig cykelmekanikerens gode gamle håndværk. Du kan også se cykeludstyr- og tilbehør gennem tiderne, samt gamle dåser, emaljeskilte og dukker.

Aktiv ferie i Hals

Mellem Hou og Hals er der en god cykelsti der går parallelt med Strandvejen. Langs kysten er der ligeledes en smuk natursti, som forbinder Hals med Hou. I det hele taget er området velegnet til cykelture i den smukke natur og der er mange muligheder for cyklisterne.

Nordsøstien går igennem den flotte natur på østkysten, og ved Hals går den bl.a. forbi Bisnap Strands smukke klitter.

Sommerhusferie i Hals og Bisnap er skønt for børn

Du kan også vælge at følge Limfjorden forløb, så du kommer forbi åbne marker, igennem skove og plantager. Frokosten kan indtages ved Limfjorden bredder med udsigt over den smukke fjord.

Har du ikke mulighed for selv at cyklen med på ferie i sommerhus ved Hals, så kan du leje en hos NetFerie på dagsbasis eller ugebasis.

Bowling

Bowlingcenteret i Hals ligger i forlængelse af Hals hotel Restaurant Strandvejen, hvor du kan booke en af de otte velholdte bowlingbaner. Du kan vælge at købe drikkevarer og snacks i bowlingcenterets egen bar eller kombinere bowling med en god middag på restauranten.

Golf

Har du lyst til at komme ud på golfbanen, når du holder ferie i sommerhus ved Hals og Bisnap Strand, så er der ikke langt til nærmeste golfbane. Hals Golfbane ligger lige rund om hjørnet, og hvis du søger afveksling, er der ikke langt til andre golfbaner, der byder på kuperet terræn og naturskønne omgivelser. Læs mere om golfbaner i nærheden af Hals.

Udflugter fra Hals

Tag til den charmerende, gamle købstad Sæby, der ligger cirka 40 km nord for Hals. Her kan du opleve den smukke gamle bykerne og ægte købstadsidyl, hyggelig havnestemning, arbejdende kunsthåndværkere, fiskerestauranter, museer og en strandpromenade.

Aalborg ligger kun cirka 30 km fra Hals, og her finder du et stort udvalg af butikker i de hyggelige gågader, samt mange spisesteder og caféer i midtbyen. Du kan tage en tur i Aalborg Zoo, på Kunsten eller besøg Utzon Centeret, der udstiller design, arkitektur og kunst. Se det imponerende Musikkens Hus ved Aalborg havnefront og tag en tur i kultur- og aktivitetshuset Nordkraft. Oplev Aalborgs historie på det historiske museum eller det flotte, gamle Jens Bang Stenhus på Nytorv og Aalborghus Slot.

Besøg Rold Skov, Danmarks største skov, med enge, kilder, moser, troldeskov, urskov og søer. Der er mange smukker vandre- og cykelruter i Rold Skov, der går forbi skoven mange seværdigheder. I Rold Skov kan du både støde på gravhøje, stendysser, sære nedfaldshuller og mystiske stensætninger, som fx Stenrækken, der er 70 meter lang og består af 29 store sten. Det er også ved Rold Skov, du støder på Danmarks mest særprægede seværdighed, nemlig Thingbæk Kalkminer.

Tager du færgen over Limfjorden fra Hals til Egense, er du hurtigt ved Nordeuropas største højmose, Lille Vildmose, der samtidig er Danmarks største fredede landområde. Stedet er et paradis for naturelskere, der kan gå på opdagelse i området dyre- og planteliv. Her kan du bl.a. opleve et rigt fugleliv fx kongeørne, havørne og traner. Du kan også være heldige at støde på vildsvin, kronhjorte og elge. På Lille Vildmose Centeret kan du se en udstilling om mosens tilblivelse og dyreliv.

Skønne strande ved Hals

Fællesnævneren for strandene ved Hals er at de er meget børnevenlige, med lavt vand og små bølger. Både Bisnap Strand, Møllestenen Strand og Hou Sydstrand har hvidt badeflag, der garanterer rent badevand, livreddere og ordnede forhold på stranden.

Nyd de dejlige strande ved HalsBisnap

Det store sommerhusområdet Bisnap, der ligger nord for Hals, byder på den fineste, børnevenlige strand. Her er vandet lavt, bunden er af sand, og der er kun små bølger på vandet. Det lave relativt stillestående vand giver en højere vandtemperatur, hvilket gør det ideelt til at lege og soppe i. Den børnevenlige strand ved Bisnap, den dejlige natur og de mange aktivitetsmuligheder gør Bisnap til et ideelt feriested for børnefamilier. Der er naturligvis ingen biler på stranden, men flere gode parkeringsmuligheder lige ned til stranden. Ved Bisnap Strand er der handicapvenlig sti til vandkanten samt toiletter ved parkeringspladsen.

Møllestenen Strand

Nord for Bisnap Strand ligger Møllestenen Strand. Denne strand ligner Bisnap strand med fint sand, lavt vand med revler, øer og laguner. En bevokset række af klitter adskiller stranden fra sommerhusområdet bagved. Der er adgang til Møllestenen Strand af en grusvej fra P-pladsen ved Strandvejen.

Hou Sydstrand

Hou Sydstrand ligger nord for Møllestenen Strand, og danner nærmest rammen om den hyggelige lystbådehavn ved Hou. For at komme til Hou Sydstrand skal du gå cirka 400 meter igennem et flot og unikt område, der blev skabt ved opdæmning da havnen blev bygget. Der er gode parkeringsmuligheder og fine toiletforhold ved Hou Sydstrand.

Søgeresultat: sommerhuse
Åben udvidet søgning
Søgeresultat: Sommerhuse